Apple og Eva
Pixar laver super fede computeranimarede film: Toy Story, The incredibles, Monsters Inc., Cars og nu senest Wall-e. Wall-e handler om en lille robot, der som den eneste skabning efterlades på jorden for at rydde op efter mennesket endegyldigt har ødelagt sine muligheder for at bebo planeten: Skraldet tårner sig simpelthen op overalt. Men en lille gul robot med larvefødder bliver tilbage på jorden, efter den sidste raket er sendt afsted, og så tudser Wall-e – som vores lille gule ven hedder – rundt og komprimerer affald i mange hundrede år. Han udvilker en personlighed, bliver lidt sær og meget ensom.
En dag kommer mennesket så tilbage, og eftersom tiden er gået, så er teknologien også langt mere avanceret, sammenlignet med den noget antikverede Wall-e. Dette ses bedst i forskellen på ham og så den elegante pige-robot, Eve, der ankommer til jorden, sammen med besætningen af kød og blod.

Og her kommer det lidt skægge: Det er blevet pointeret, at den futuristiske robot Eve minder meget om et produkt designet af apple. Nu forholder det sig sådan, at Steve Jobs, som sidder i Disneys bestyrelse udover at være virksomhedens største aktie-ejer, tilfældigvis også er CEO i apple inc. samtidig med, at han også er den mand, der grundlagde Pixar.
Steve Jobs spurgte sin Senior Vice President of Industrial Design, engelsk-fødte Jonathan Ive, om han ikke lige kunne tage helikopteren eller ferrarien ud til Pixar og give dem nogle design-ideer til Eve. Her er det vigtigt at nævne, at Jonathan Ive er anerkendt som den designer, som stod for iMac, iPod og iPhone, og han har som konsekvens fået tildelt utallige priser. Men se på billedet igen og se om du ikke synes Eve minder lidt om en svævende iPod:o)




